På denne MGP aften, valgte jeg istedet to film, hvilket skulle vise sig at være et særdeles klog valg.
Mulholland Drive David Lynch's noiriske thriller fra 2001 med bl.a. Naomi Watts i hovedrollen. En film som i sine første 3/4, spiller særdeles konventionelt, for så derefter at vende alt på hovedet i typisk Lynch stil, den sidste halve time. Jeg var målløs da rulleteksterne kørte over skærmen. Forsøgte som en besat at holde styr på historien, men det var umuligt da Lynch åbnede for sit univers og jeg stod tilbage med en masse brudstykker, jeg ikke umiddelbart kunne få hoved og hale på.
Irriteret tænkte jeg om det havde været en dårlig film, men nej. De første 3/4 byder ikke kun på spænding, erotik og overraskelser. Angelo Badalementis underspillede underlægningsmusik tilsat Lynch's noir stil, fik konstant hårene til at rejse sig. Og Naomi Watts tungekysse en superhot brunette, kunne få Moses Hansen til at sove med hænderne under dynen for en nat. Naomi er intet mindre end fabelagtig filmen igennem og der er specielt en scene, hvor hun castes til en rolle, som får englene til at synge.
Så kommer den sidste 1/4 og man tænker uvilkårligt, om man burde gå 9. klasse om. Men efter filmen begynder man at tænke og lidt efter lidt, begynder man at se nogle sammenhænge i virvaret. Stille og roligt vokser filmen og een time efter havde jeg den vildeste lyst til at starte filmen forfra og fange mere i andet gennemløb. Jeg venter dog et par dage og lader tankerne flagre.
Hvis en film har replayvalue, så er det denne. Jeg ved ikke om det har nogen mening, at gi' den en karaktér, når jeg ikke er færdig med den.
Er man ikke til nogle af Lynch's film, så kan denne absolut ikke anbefales. Men nyder man den tilsyneladende absurditet, at samle puslespil og ikke mindst en vanvittig spændende stemning, er dette helt klart noget af det bedste fra hans hånd.
Film: 8.5/10 (indtil videre) DVD: 9/10
ADVARSEL: Filmens DTS lydspor er godt, men meget højt, så skru godt ned, hvis ikke Badalamentis bas skal rive væggene ned.
The Quiet American Filmatisering fra 2002 af Graham Greenes bog om en engelsk reporter (Michael Caine) i Saigon i 1952, hans vietnamesiske kæreste og mødet med en ung amerikansk hjælpe arbejder (Brendan Fraser).
En på alle måder velspillet, men desværre overset film af instruktøren Philip Noyce (Patriot Games, Clear and Present Danger, Rabbit-Proof Fence og den undervurderede thriller Dead Calm). Caine kan åbenbart ikke levere dårlige præstationer og her ingen undtagelse og Brendan Fraser viser andre sider end sit mumie eventyr talent, hvilket får een til at spørge, hvorfor man ikke ser manden oftere i film.
Filmen blander drama, romance og thriller sammen på en overbevisende måde og der er desuden smukke optagelser og sets af Saigon i koloni tiden og for de action mindede, en meget vellavet eksplosionscene :) Ingen film uden en kvinde og jeg giftede mig på stedet med den vietnamesiske Do Thi Hai Yen, som spiller Phuong, hvis hun fik chancen ;)
Film: 7.8/10 DVD: 8.5/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Mulholland Drive er absolut intet mindre end et mesterværk, og bare rolig, den bliver blot endnu bedre ved andet gennemsyn!
Den rolle hvor Ms. Watts castes til en rolle tror jeg også jeg bliver nød til at tilføje til min alltime ynglingsscener. Simpelthen så intens en scene, at man er ved at eksplodere mens atmosfæren bygger sig op til den er ved at æde en. Der er i øvrigt en lignende 'intens' scene i Wild at Heart, tydeligvis en Lynch specialitet at bygge scener op, hvor ens hjerte er ved at eksplodere af spænding, med enkle midler vel at mærke.
Ja, jeg er så Rasmus Modsat hvad angår Mulholland Drive, som jeg i modsætning til Lost Highway synes var for gennemskuelig, så det mystiske kom til at virke lidt wannabe-agtigt... Ikke at det er en dårlig film, den var bare ikke blandt Lynchs tre bedste for mig (som jeg synes er Lost Highway, Elephant Man og Straight Story)
#29: Twin Peaks havde jeg så ikke regnet med, fordi det var en tv-serie - ellers fortrænger den Straight Story. Blue Velvet er også en mesterlig film - jeg er lige ved at ændre mening :-) Wild at Heart har jeg til gengæld altid synes var lidt overvurderet - og Dune snakker man ikke om i pænt selskab...
#21 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
# 19 Det gør jeg også ;)
Hvor læser jeg egenlig her på filmz, det er jo ikke godt for pengepungen :)
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#22 McPeter 18 år siden
#23 mr gaijin 18 år siden
#24 filmz-Bruce 18 år siden
#25 McPeter 18 år siden
#26 filmz-Bruce 18 år siden
Mulholland Drive
David Lynch's noiriske thriller fra 2001 med bl.a. Naomi Watts i hovedrollen. En film som i sine første 3/4, spiller særdeles konventionelt, for så derefter at vende alt på hovedet i typisk Lynch stil, den sidste halve time. Jeg var målløs da rulleteksterne kørte over skærmen. Forsøgte som en besat at holde styr på historien, men det var umuligt da Lynch åbnede for sit univers og jeg stod tilbage med en masse brudstykker, jeg ikke umiddelbart kunne få hoved og hale på.
Irriteret tænkte jeg om det havde været en dårlig film, men nej. De første 3/4 byder ikke kun på spænding, erotik og overraskelser. Angelo Badalementis underspillede underlægningsmusik tilsat Lynch's noir stil, fik konstant hårene til at rejse sig. Og Naomi Watts tungekysse en superhot brunette, kunne få Moses Hansen til at sove med hænderne under dynen for en nat. Naomi er intet mindre end fabelagtig filmen igennem og der er specielt en scene, hvor hun castes til en rolle, som får englene til at synge.
Så kommer den sidste 1/4 og man tænker uvilkårligt, om man burde gå 9. klasse om. Men efter filmen begynder man at tænke og lidt efter lidt, begynder man at se nogle sammenhænge i virvaret. Stille og roligt vokser filmen og een time efter havde jeg den vildeste lyst til at starte filmen forfra og fange mere i andet gennemløb. Jeg venter dog et par dage og lader tankerne flagre.
Hvis en film har replayvalue, så er det denne. Jeg ved ikke om det har nogen mening, at gi' den en karaktér, når jeg ikke er færdig med den.
Er man ikke til nogle af Lynch's film, så kan denne absolut ikke anbefales. Men nyder man den tilsyneladende absurditet, at samle puslespil og ikke mindst en vanvittig spændende stemning, er dette helt klart noget af det bedste fra hans hånd.
Film: 8.5/10 (indtil videre)
DVD: 9/10
ADVARSEL: Filmens DTS lydspor er godt, men meget højt, så skru godt ned, hvis ikke Badalamentis bas skal rive væggene ned.
The Quiet American
Filmatisering fra 2002 af Graham Greenes bog om en engelsk reporter (Michael Caine) i Saigon i 1952, hans vietnamesiske kæreste og mødet med en ung amerikansk hjælpe arbejder (Brendan Fraser).
En på alle måder velspillet, men desværre overset film af instruktøren Philip Noyce (Patriot Games, Clear and Present Danger, Rabbit-Proof Fence og den undervurderede thriller Dead Calm). Caine kan åbenbart ikke levere dårlige præstationer og her ingen undtagelse og Brendan Fraser viser andre sider end sit mumie eventyr talent, hvilket får een til at spørge, hvorfor man ikke ser manden oftere i film.
Filmen blander drama, romance og thriller sammen på en overbevisende måde og der er desuden smukke optagelser og sets af Saigon i koloni tiden og for de action mindede, en meget vellavet eksplosionscene :) Ingen film uden en kvinde og jeg giftede mig på stedet med den vietnamesiske Do Thi Hai Yen, som spiller Phuong, hvis hun fik chancen ;)
Film: 7.8/10
DVD: 8.5/10
#27 ks 18 år siden
Den rolle hvor Ms. Watts castes til en rolle tror jeg også jeg bliver nød til at tilføje til min alltime ynglingsscener. Simpelthen så intens en scene, at man er ved at eksplodere mens atmosfæren bygger sig op til den er ved at æde en. Der er i øvrigt en lignende 'intens' scene i Wild at Heart, tydeligvis en Lynch specialitet at bygge scener op, hvor ens hjerte er ved at eksplodere af spænding, med enkle midler vel at mærke.
#28 filmz-kaotmus 18 år siden
#29 filmz-Bruce 18 år siden
#28 Lost Highway var tilgengæld ikke mig.
Twin Peaks, Blue Velvet og Mulholland Drive står først, men jeg har heller ikke set Straight Story endnu (he's a witch!!!) :)
#30 filmz-kaotmus 18 år siden
Wild at Heart har jeg til gengæld altid synes var lidt overvurderet - og Dune snakker man ikke om i pænt selskab...