#10 - Hvis de laver et remake, så er det fordi er bange for at vise originalen! Jeg tilføjer lige på ønskelisten, så ryger den i kurven ved en given lejlighed :)
Det er meget anderledes humor end i Coupling, saa hvor Coupling er mere direkte, ligger humoren i The Office mere i akavethed og karakterer, som man med garanti kan nikke genkendende til hvis man nogensinde har arbejdet paa kontor :)
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
Snuppede lige Leaving Las Vegas på DR1 her til aften.
Og jeg må nok sige, det er en film jeg længe har syntes lød meget uinteressant, men for fanden, sikke en positiv overraskelse! En fantastisk rørende, og barsk, fortælling om to smadrede sjæle, der nærmest bumper ind i hinanden og med det samme ser præcis hvad hvad især søgte.
Jeg vil lægge den mandlige ære ned for et øjeblik og erkende, at jeg i hvert fald tabte mindst en tåre, og måske lidt flere undervejs, ahem! En virkelig rørende film, som man næsten skal opleve for at kunne forstå præcis hvor tragisk, ærlig og tankevækkende den egentlig er. Desuden er de to hovedroller, Nicholas Cage og Elizabeth Shue, intet mindre end fantastisk i deres respektive roller. Ms. Shue som den, måske, stereotype luder med et hjerte af guld, der desperat søger efter nogen at læne sig op af i en følelseskold verden, hvor alle har stemplet hende på forhånd. Og Nicholas Cage i en pragtpræstation, der i øvrigt indbragte en oscar, som en afdanket karrieremand, der efter at have mistet kone og barn tager til Las Vegas for at drikke sig ihjel. Se den! Mere er der ikke at sige.
Den franske collector's edition af "Un long dimanche de fiancailles", instrueret af Jean Pierre Jeunet (Alien 4, Amelie og Delicatessen) med Audrey Tatou.
Tiden er første verdenskrig 1914 og Jeunet har lavet et storfilms drama om kærligheden mellem to unge og det stærke bånd imellem dem. Selv efter manden formodes dræbt ved fronten opgiver Mathilde (Tatou) ikke håbet om at gense sin kæreste, men starter sin egen intense søgning efter sandheden.
Det er virkelig en storslået opsætning og filmen bør opleves på et stort lærred. Filmen er optaget i en gullig nuance, som passer til formålet og leder tankerne hen på fortiden. Der er storslåede billeder af livet i Paris, som man må formode byen tog sig ud for 90 år siden, men det er portrætteringen af skyttegravskrig og ikke mindst lyden, som trækker tæppet væk under een. Det er intet mindre end et fremragende lydspor og sub'en får smæk, når der falder granater eller lyden fra et Albatross dobbeltdækker kommer ind.
Jeunet fortsætter med den kendte og vellykkede fortællestil fra Amelié og det virker...til dels. Der lægges meget godt ud i den lidt kække stil og med mange morsomme situationsbeskrivelser og da filmen begynder at koncentrere sig om de faktiske kendsgerninger ved fronten og en lidt alvorligere stemning indfinder sig, bliver filmen mere end et plagiat på Ameliéstilen. Pludselig opdager man filmen er spændende og man bliver revet med og vil vide mere.
Men eet eller andet sker i den sidste fjerdedel, hvor man hopper ud af gear og kører mod et klimaks, som måske passer ok til filmens start, dog uden at opnå den intensitet, som der reelt lægges op til. Der var alle chancer for et yderst fedt subplot, men det fis lidt ud :)
Det fabelagtige midtstykke byggede mine forhåbninger op, men desværre blev de ikke indfriet, så selvom filmen absolut er et køb værd, kan jeg ikke undgå at være lidt ærgerlig...ærgerligt, for jeg havde gladeligt givet 1½ karakter mere!
Film: 7.2/10 DVD: 10/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg ser måske en lidt anden type film end de fleste herinde, så måske var det på plads at sætte nogle ord på, hvad jeg sætter i min DVD-afspiller.
Branded to Kill (Koroshi no Rakuin, 1967) Rigtig cool. Jeg er glad for at jeg fandt den til 6 pund hos play.com. Der er simpelthen så meget guf for filmnørder i den film, at det er svært at gøre min kommentar til den kort. Men jeg vil ikke til at analysere den i denne omgang. Det må jeg hellere se den et par gange mere for at kunne gøre.
Den handler om morder nr. 3, Hanada (Shishido Jô), der rodes ud i noget lort, da han møder en underskøn pige med en død fugl i sin bilrude (sic). Hun beder ham om at slå en mand ihjel. Det går ikke så godt. Underverdenen tillader ikke lejemordere at fejle, så Hanada må se sin død i øjnene og i sidste ende møde nr. 1.
Filmen var så mystisk, at filmselskabet Nikkatsu valgte at fyre Suzuki Seijun, da den blev vist i biograferne. Det bør nævnes, at Nikkatsu på dette tidspunkt var ved at bukke under økonomisk, og de havde tilsyneladende ikke råd til at Suzuki tog et stort budget og lavede film, der var helt ved siden af manuskriptet. Det hjalp nu ikke at fyre Suzuki, da Nikkatsu alligevel bukkede under, og omsatte deres produktion til udelukkende at bestå af soft-core erotiske film. Tja, skidt sker. Men i det mindste kom ”Branded to Kill” og ”Tokyo Drifter” ud af Nikkatsu før det gik bankerot.
”Branded to Kill” skal dog ikke ses for historien, der er forholdsvist banal og enkelt. Det er de psykedeliske og sære input og den originale og innovative cinematografi, der gør denne film til en klassiker. Jeg har nævnt den døde fugl i Misakos (Mari Annu) bilrude. Ud over det, er hendes hjem fyldt med døde sommerfugle, og det regner altid kraftigt, når Hanada møder hende om natten. Hanada sniffer dampen fra nykogte ris. Hanadas kone går aldrig med tøj inden døre. De fleste karakterer er i det hele taget sære.
Og det samme gælder de fleste scener. For eksempel i et shoot out, hvor scenen starter med, at Hanada gemmer sig under sin bil, som han så hiver nærmere modstanderne på en havnefront via et par tove. Men det hele er enormt flot og stilfuldt fotograferet. Altid med et ironisk touch.
Der er så mange instruktører, der har stjålet eller lånt fra Suzuki Seijun. For eksempel Jim Jarmusch i ”Ghost Dog” og Tarantino i ”Kill Bill”. Men Suzukis film er sine egne i stil og stemning. Altid absurd, aldrig helt forståeligt, men ofte umådeligt flot og underfundigt. Man kan se den som en dekonstruktion af Noir-filmene. Alle genrekonventioner bliver i denne film fordrejet.
Men der er også indhold i filmen. Filmen handler i bund og grund om Hanadas forvandling fra kold og kynisk morder til usikkert og splittet menneske. Suzuki er måske et legebarn, men hans film er bestemt ikke uden budskab. Absolut ikke noget for alle, men rigtig meget for hardcore film buffs.
#19 Filmen kan i mine øjne ikke helt måles på de konventionelle skalaer, så jeg måtte lave en ny :) Hvis man har mod på at prøve lidt "Nouvelle Vague møder genrefilm"-film, så er det her helt sikkert en "must have". Seijun er forresten still going strong som nogen-og-70-årig. Han har lige vist sin nyeste film "Princess Racoon" ("Operetta Tanuki Goten") med Zhang Ziyi og Odagiri Jô ved Cannes, som Manohla Dargis skrev følgende om:
Seijun Suzuki's "Princess Raccoon" is mad, nuts, lysergic, wonderful, kitsch, genius, smutty, sexy, funny, funny, funny, Zhang Ziyi, Joe Odagiri, Kabuki,"Snow White," "The Wizard of Oz," "Romeo and Juliet," Noh, hip-hop, rock, Broadway, Disney, fuzzy-wuzzys, yakuza, swordsman, by the sea, by the sea, by the beautiful sea, the cherry blossoms are in bloom again. In other words: I had a blast.
#11 ks 18 år siden
#12 filmz-Bruce 18 år siden
#13 El vez 18 år siden
#14 ks 18 år siden
Og jeg må nok sige, det er en film jeg længe har syntes lød meget uinteressant, men for fanden, sikke en positiv overraskelse! En fantastisk rørende, og barsk, fortælling om to smadrede sjæle, der nærmest bumper ind i hinanden og med det samme ser præcis hvad hvad især søgte.
Jeg vil lægge den mandlige ære ned for et øjeblik og erkende, at jeg i hvert fald tabte mindst en tåre, og måske lidt flere undervejs, ahem! En virkelig rørende film, som man næsten skal opleve for at kunne forstå præcis hvor tragisk, ærlig og tankevækkende den egentlig er. Desuden er de to hovedroller, Nicholas Cage og Elizabeth Shue, intet mindre end fantastisk i deres respektive roller. Ms. Shue som den, måske, stereotype luder med et hjerte af guld, der desperat søger efter nogen at læne sig op af i en følelseskold verden, hvor alle har stemplet hende på forhånd. Og Nicholas Cage i en pragtpræstation, der i øvrigt indbragte en oscar, som en afdanket karrieremand, der efter at have mistet kone og barn tager til Las Vegas for at drikke sig ihjel. Se den! Mere er der ikke at sige.
#15 davenport 18 år siden
Der hvor han går i bad med 2 flasker vodka!!
#16 wiseguy 18 år siden
#17 filmz-Bruce 18 år siden
Den franske collector's edition af "Un long dimanche de fiancailles", instrueret af Jean Pierre Jeunet (Alien 4, Amelie og Delicatessen) med Audrey Tatou.
Tiden er første verdenskrig 1914 og Jeunet har lavet et storfilms drama om kærligheden mellem to unge og det stærke bånd imellem dem. Selv efter manden formodes dræbt ved fronten opgiver Mathilde (Tatou) ikke håbet om at gense sin kæreste, men starter sin egen intense søgning efter sandheden.
Det er virkelig en storslået opsætning og filmen bør opleves på et stort lærred. Filmen er optaget i en gullig nuance, som passer til formålet og leder tankerne hen på fortiden. Der er storslåede billeder af livet i Paris, som man må formode byen tog sig ud for 90 år siden, men det er portrætteringen af skyttegravskrig og ikke mindst lyden, som trækker tæppet væk under een. Det er intet mindre end et fremragende lydspor og sub'en får smæk, når der falder granater eller lyden fra et Albatross dobbeltdækker kommer ind.
Jeunet fortsætter med den kendte og vellykkede fortællestil fra Amelié og det virker...til dels. Der lægges meget godt ud i den lidt kække stil og med mange morsomme situationsbeskrivelser og da filmen begynder at koncentrere sig om de faktiske kendsgerninger ved fronten og en lidt alvorligere stemning indfinder sig, bliver filmen mere end et plagiat på Ameliéstilen. Pludselig opdager man filmen er spændende og man bliver revet med og vil vide mere.
Men eet eller andet sker i den sidste fjerdedel, hvor man hopper ud af gear og kører mod et klimaks, som måske passer ok til filmens start, dog uden at opnå den intensitet, som der reelt lægges op til. Der var alle chancer for et yderst fedt subplot, men det fis lidt ud :)
Det fabelagtige midtstykke byggede mine forhåbninger op, men desværre blev de ikke indfriet, så selvom filmen absolut er et køb værd, kan jeg ikke undgå at være lidt ærgerlig...ærgerligt, for jeg havde gladeligt givet 1½ karakter mere!
Film: 7.2/10
DVD: 10/10
#18 mr gaijin 18 år siden
Branded to Kill (Koroshi no Rakuin, 1967)
Rigtig cool. Jeg er glad for at jeg fandt den til 6 pund hos play.com. Der er simpelthen så meget guf for filmnørder i den film, at det er svært at gøre min kommentar til den kort. Men jeg vil ikke til at analysere den i denne omgang. Det må jeg hellere se den et par gange mere for at kunne gøre.
Den handler om morder nr. 3, Hanada (Shishido Jô), der rodes ud i noget lort, da han møder en underskøn pige med en død fugl i sin bilrude (sic). Hun beder ham om at slå en mand ihjel. Det går ikke så godt. Underverdenen tillader ikke lejemordere at fejle, så Hanada må se sin død i øjnene og i sidste ende møde nr. 1.
Filmen var så mystisk, at filmselskabet Nikkatsu valgte at fyre Suzuki Seijun, da den blev vist i biograferne. Det bør nævnes, at Nikkatsu på dette tidspunkt var ved at bukke under økonomisk, og de havde tilsyneladende ikke råd til at Suzuki tog et stort budget og lavede film, der var helt ved siden af manuskriptet. Det hjalp nu ikke at fyre Suzuki, da Nikkatsu alligevel bukkede under, og omsatte deres produktion til udelukkende at bestå af soft-core erotiske film. Tja, skidt sker. Men i det mindste kom ”Branded to Kill” og ”Tokyo Drifter” ud af Nikkatsu før det gik bankerot.
”Branded to Kill” skal dog ikke ses for historien, der er forholdsvist banal og enkelt. Det er de psykedeliske og sære input og den originale og innovative cinematografi, der gør denne film til en klassiker. Jeg har nævnt den døde fugl i Misakos (Mari Annu) bilrude. Ud over det, er hendes hjem fyldt med døde sommerfugle, og det regner altid kraftigt, når Hanada møder hende om natten. Hanada sniffer dampen fra nykogte ris. Hanadas kone går aldrig med tøj inden døre. De fleste karakterer er i det hele taget sære.
Og det samme gælder de fleste scener. For eksempel i et shoot out, hvor scenen starter med, at Hanada gemmer sig under sin bil, som han så hiver nærmere modstanderne på en havnefront via et par tove. Men det hele er enormt flot og stilfuldt fotograferet. Altid med et ironisk touch.
Der er så mange instruktører, der har stjålet eller lånt fra Suzuki Seijun. For eksempel Jim Jarmusch i ”Ghost Dog” og Tarantino i ”Kill Bill”. Men Suzukis film er sine egne i stil og stemning. Altid absurd, aldrig helt forståeligt, men ofte umådeligt flot og underfundigt. Man kan se den som en dekonstruktion af Noir-filmene. Alle genrekonventioner bliver i denne film fordrejet.
Men der er også indhold i filmen. Filmen handler i bund og grund om Hanadas forvandling fra kold og kynisk morder til usikkert og splittet menneske. Suzuki er måske et legebarn, men hans film er bestemt ikke uden budskab. Absolut ikke noget for alle, men rigtig meget for hardcore film buffs.
228276729/285923356
#19 filmz-Bruce 18 år siden
#20 mr gaijin 18 år siden