“Kinamand” er kulturel fastfood leveret af en manuskriptforfatter, som konstant er mere interesseret i at gå efter grinet end den gode historie. Hvor det er lykkedes Aakeson (der også har lavet manuskript til bl.a. “Den eneste ene”) at skrive en udmærket komedie, kniber det med skildringen af det kinesiske miljø. Hverken konflikterne eller karaktererne tages alvorligt, og det er et problem, når man forsøger at åbne op for noget så omfattende som kinesisk kultur. Grillejeren Feng opfylder med sine gebrokne danske fraser og dybsindig livsfilosofi alle vores forventninger til en rigtig stereotyp kineser, hvilket også gør sig gældende for den tilknappede søster Ling (spillet af den asiatiske stjerne Vivian Wu). Hun er fåmælt og først meget forbeholden overfor sin nye ægtemand, men bløder med tiden naturligvis op for den vattede Keld.
Mens man sidder og undrer sig over, hvad der mon er blevet af den megen research, som Aakeson har lavet på kinesiske familiers dagligdag i Danmark, er der heldigvis en hel del morsomme replikker at grine af. Humoren er skarp, som da Feng forklarer, hvordan urnen med de jordiske rester af hans morfar engang er blevet væk i posten, og at han derfor ikke længere stoler på dem. Såvel danskere som kinesere kommer under kærlig behandling, og ser man bort fra at der udelukkende arbejdes med stereotyper, langer Genz og Aakeson adskillige gode ‘dansker-‘ og ‘kineser-jokes’ over disken.
Derudover sørger Bjarne Henriksen med sin fornemme komiske timing for at vi griner meget af, men også lidt med, Keld, der for alvor er tvunget til at komme op i kadence, efter mødet med Ling. Feng spilles med stor charme af den debuterende Lin Kun Wu, der inden han gik til filmen arbejdede som HUR-buschauffør.
#1 mr gaijin 19 år siden
#2 jessup 19 år siden
Med de forskellige stereotype visualiseringer af Kinesere har man på fornemmelsen at mange andre kulture kunne have fungeret lige så godt - det skal bare være mystisk og eksotisk så skal vi nok æde den.
Jeg synes egentligt at det er i orden at være stereotyp på den måde at en nationalitet ligeså godt kunne være en anden - det var heller ikke at grækerne( ikke fordi de er ligesom de andre nationaliteter men fordi de var en tro kopi af andre nationaliteter i amerikansk film) i "My Big Fat Greek Wedding" ligeså godt kunne være italienere eller jøder der gjorde den dårlig.
Filmen bevæger sig ikke ubesværet fra den traditionelle Aakeson første halvdel over i den kai-wariske anden halvdel med slow og Chungs aflagte kjoler fra "In the mood fro Love".
Manuskriptet virker også lidt ufærdigt. Den åbenlyse paralelhistorie mellem Feng og hans søn og Keld og hans søn er nærmest latterligt uudforsket - mon ikke det har været mere i spil i tidligere drafts? Kelds kones midsundelihed og hele hendes karater virker meget konstrueret i forhold til at give filmen fremdrift. Værst er dog svenskerens point of no return funktion - der er ingen vej tilbage hvis du sætter dig ind i bilen så er du en Kinamand - pyha hvor manus arbejder.
#3 filmz-Exitium 19 år siden