Mesterlig musical

Jeg har aldrig været så tæt på at springe ud af mit biografsæde og klappe ad et filmlærred, som da jeg så “Moulin Rouge!” i biffen for 10 år siden. Jeg har siden spekuleret over, hvilket ord der bedst beskriver Baz Luhrmanns mesterlige musical. Sansebombardement og hyperaktiv kommer tættest på, men ingen ord kan virkelig beskrive filmens kalejdoskopiske æstetik. Det er let at klandre “Moulin Rouge!” for at være simpel, sentimental og forudsigelig, for det er den, men filmen leverer et så veltilrettelagt sammensurium af billeder, lyde og musik, at alle protester prompte fortrænges. I mine øjne (og ører) er det genrens kronjuvel.

Der er lagt så stor vægt på æstetikken i “Moulin Rouge!”, at det er fristende at anklage Luhrmann for at prioritere stil højere end substans. Før Edgar Wrights “Scott Pilgrim mod verden” udkom sidste år, havde ingen film været i nærheden af at matche det spektakulære sammenstød af utallige genrer og stilarter i “Moulin Rouge!”. Tempoet er skiftevis normalt, hurtigt og fuldstændig forrykt, pludselige farveskift og pudseløjerlige computeranimationer forekommer konstant, og skuespillere hopper og danser til tonerne af gakkede lydeffekter, som synes tyvstjålne fra “Tom & Jerry”. Filmen skal forestille at foregå i Paris anno 1899, men universet i “Moulin Rouge!” har praktisk talt ingen relation til virkelighedens verden.

Det er et under, at man aldrig udmattes af filmens evindelige angreb på sanserne, men det skyldes frem for alt, at der er en stærk rød tråd i fortællingen om Paris’ røde mølle/natklub: Kærligheden mellem forfatteren Christian og kurtisanen Satine, som spilles af henholdsvis Ewan McGregor og Nicole Kidman. Luhrmann er klog nok til at sænke tempoet, når turtelduerne er sammen, så man både får lov til at få vejret, og så McGregor og Kidman får tid og spillerum til at slå gnister – og det gør de i allerhøjeste grad. De to skuespillere har en fantastisk kemi, og gennem en kombination af exceptionelt skuespil og forførende ballader får Luhrmann os til at falde pladask for parret. Og Luhrmann forhindrer den sukkersøde romance i at blive tilnærmelsesvis kvalmende ved at lade hjertesorg, had og jalousi gennemsive den følelsesladede historie.

Samtlige skuespillere udstråler en enorm og enormt smittende entusiasme, og så synger de endda helt fantastisk. Hverken McGregor eller Kidman har svært ved at ramme de høje eller dybe toner i soundtrackets kendte popsange. Nogle vil måske mene, at det er snyd, at Luhrmann og Co. næsten udelukkende bruger klassiske evergreens, men samtlige sange væves elegant ind i historien, så de altid driver den fremad, men også giver filmen en helt speciel, tidløs ånd. Og Luhrmann gengiver ikke bare sangene, han nyfortolker dem, og resultatet er ofte forbløffende, såsom da The Police-klassikeren “Roxanne” danner rammen om en stormfuld tango, eller da Madonnas “Like a Virgin” bruges som springbræt til et legesygt, teatralsk danseshow. Genialt.

Craig Armstrongs mageløse musik sammensmelter gamle og nyopfundne melodier på fornemste vis, og filmens eneste originalsang, “Come What May”, er en uimodståelig ørehænger. “Moulin Rouge!” er simpelthen en unik filmoplevelse. Ved første gennemsyn er den så overrumplende, at man næsten ikke bider mærke i andet end de bedårende billeder, den melodiske musik eller de smukke, Oscar-belønnede kulisser og kostumer. Men et gensyn afslører for alvor filmens følelsesmæssige slagkraft og dramaets vægt. “Moulin Rouge!” er berusende, forførende og fuldstændig uimodståelig. Vi venter stadigvæk på en ordentlig opfølger, Baz.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “Moulin Rouge!” ser næsten perfekt ud i HD. Næsten. Der optræder enkelte billeder undervejs, som ikke er lige så knivskarpe som resten, og jeg bemærkede også små, men bemærkelsesværdige skift i farvestyrken mellem visse skud. Men dette er under alle omstændigheder et superbt transfer. Billedsiden er spækket med små, visuelle detaljer, som man for alvor kan nyde på Blu-ray, hvor detaljerigdommen generelt er enorm. Kontrasten er perfekt, og farverne er som regel så smukke og frodige, at man er tæt på at komme i trance. Derudover har transferet et dejligt celluloidagtigt look takket være et tilpas grynniveau. Der er gudskelov ingen spor af edge-enhancement, utilsigtet støj eller DNR.

Audio

Jeg husker stadig tydeligt, hvordan der var nogle små, men alligevel irriterende spring i lydniveauet på dvd-udgivelsens lydspor. Dem er der gudskelov ingen spor af på BD-udgivelses ufejlbarlige DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Filmens lydbillede er enestående – det vrimler med herlige, subtile lydeffekter, som er med til at suge os ind i filmens unikke univers. Hver gang man ser “Moulin Rouge!”, bider man mærke i et par nye og nydelige lydeffekter, som gengives klokkeklart. Men det er gengivelsen af musiknumrene, som imponerer mest. Subwooferen giver bastonerne stor slagkraft, men hverken vokalen eller de andre instrumenter overdøves nogensinde, og panoreringerne er pragtfulde.

Ekstramateriale

Den gamle dvd-udgivelse af filmen var spækket med dokumentarer og andre godter, og det hele følger heldigvis også med på denne Blu-ray, hvilket altså vil sige adskillige prøveoptagelser, trailere, slettet materiale og flere timers dokumentarer om alle filmens facetter. Bedst af alt: Man kan aktivere et video-kommentarspor, som præsenterer relevante klip fra dokumentarerne, mens filmen kører, og mens Baz Luhrmann, manuskriptforfatteren Craig Pearce, scenografen Catherine Martin (Luhrmanns hustru) og fotografen Donald M. McAlpine kommenterer filmen på lydsiden.

Luhrmann har indspillet en introduktion til udgivelsen, hvor han taler om sin forkærlighed for Blu-ray-formatet, og i dokumentaren “A Creative Adventure” (11 min.) taler Luhrmann og Martin om deres samarbejde. Bortset fra disse nye indslag er resten af ekstramaterialet præsenteret i 480i. Ifølge menuen er der mere ekstramateriale på internettet, men man kan åbenbart ikke få adgang til det, når man bor i Danmark. Til gengæld kan man aktivere en funktion, som kobler afspilleren til IMDb og henter informationer om skuespillerne, mens filmen kører.

FilmenWaouuw, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Denne film er en oplevelse. Man bliver næsten overvældet. Jeg havde ikke de store forventninger til filmen, jeg troede egentlig, at den ville være for meget tøsefilm. Men jeg blev positivt overrasket.

Filmen scorer stort på billede og lyd, for historien har man set mange gange før, eller har man ?

Det er historien om den store kærlighed. Inspirationskilden til et væld af film og sange. Det var måske også derfor, at mine forventninger ikke var så store. Man har jo set det så tit før. Men nej, “Moulin Rouge” præsenterer historien på en måde, som jeg ihvertfald ikke kan mindes, jeg har set den før.

Det er en historie om drømme og fantasier, og ikke mindst behov. Alle i filmen har deres drømme, men de kan ikke rigtigt få dem levet ud eller opfyldt, da de alle behøver et eller andet. Christian vil gerne skrive om kærligheden, men han har aldrig følt den, han møder Satine og forelsker sig. Han har brug for hende for at kunne skrive og leve.

Hun har hendes egen drøm, om en stor karriere, og for at kunne få den opfyldt er hun nød til at hengive sig til den onde Hertug af Monroth. Men på samme tid er hun også småforelsket i Christian.

Zidler drømmer om at bygge natklubben Moulin Rouge om til et teater. Her kommer Hertugen igen ind i billedet, han har pengene, og han er mere end villig til at gå ind i projektet – såfremt at han får Satine.

Så kurtisanen Satine er ufrivilligt midtpunktet i denne historie, og hvad ingen andre end Zidler ved, end ikke hende selv, er at hun er døende…

Den er på mange måder nyskabende, men på samme tid stjæler den med arme og ben. Men den stjæler ikke på den dårlige måde, den låner teksterne fra nogle af hvor tids største komponister, Sting, Elton John, Madonna og mange flere. De har alle leveret store og smukke sange om kærligheden.

De tekster bliver så til scener i filmen, og det virker utrolig godt. Man har hørt sangene så mange gange før, men det er noget helt andet når der bliver sat billeder på, ikke som i en musikvideo, hvor historien er fem minutter, men som en film på to timer, hvor alle sangene er dele af en stor historie.

Det er sjovt at se høre sangene igen, og jeg er overrasket over hvor godt Kidman og Gregor synger. Ewan MacGregor leverer ihvertfald en overbevisende version af “Sound of Music”.

Men det hele skal jo ikke gå op i musik, og det gør det heller ikke i “Moulin Rouge”. Selvom at musikken er det bærende i filmen, så har Catherine Martin virkelig anstrengt sig, og leveret nogle fantastiske kulisser og kostumer. Hun vandt iøvrigt også 2 Oscars for hendes arbejde på filmen.

Filmen er som en teaterforestilling, men den er klippet som en musikvideo, masser af hurtige klip og skæve kamera vinkler. Selvom den foregår omkring århundredeskiftet, er det svært at sætte en tid på, da nogle af kostumerne og sangene er fra noget nær vores egen tid.

Baz Luhrmann har selv en bagrund indenfor opera og teaterbranchen, og det kan man også se på hans tidligere film. “Romeo+Juliet” og “Strictly Ballroom” henter ligeså meget inspiration fra teaterverdenen som “Moulin Rouge”. Men det er også det der gør den lidt atypisk og knapt så Hollywood.

Jeg har set leje udgaven af filmen, og er derfor gået glip af den 2 disk version man kan erhverve sig. Leje udgaven er en meget spartansk version og indeholder faktisk ikke andet en filmen. Lidt sørgeligt at de ikke har valgt at smide den ekstra disk med her, som de gjorde i forbindelsen med “Star Wars – The Phantom Menace”.

Den 2 disk version man kan købe, kan jeg ikke rigtig udtale mig om endnu, men det er en DTS udgivelse. Disken indeholder en masse ekstra materiale.

VideoUdgivelsen er Anamorphic Widescreen med 1.85:1 Aspect Ratio. Så der er såmænd ikke så meget at komme efter der.

Det er et meget rent og pænt billede, ingen grums eller macroblocking. Selvom filmen ofte foregår i lyssvage omgivelser er billedet ikke utydeligt eller svagt blåt. Til trods for af filmens MTV-agtige klipning står billedet godt, der er ikke “slør” eller “hak” i billedet.

AudioDer er 2 Dolby Digitale 5.1 spor på disken. Der er et på engelsk og et på spansk.

Jeg har “desværre” ikke haft tid til at se filmen på spansk, jeg kan alligevel ikke mere spansk end “Dos Cerveza´s por favor”.

Men det engelske spor er udemærket, det er jo en musik film og lydsporet er jo så også derefter, ingen vilde eksplosioner der får sub’en til hoppe rundt på gulvet. Filmen skal dog ses med mere end 2 højtalere. Man skal føle, at man sidder midt i det hele.