Da jeg synes Eli Roths horror film "Cabin Fever" har fået en urimelig medfart i de danske medier, har jeg begået min egen lille anmeldelse:
Anmeldelse af ”Cabin Fever” af Mads Bluhm
Handling: 5 unge studiekammerater tager på ferie i en afsidesliggende feriehytte midt i USAs mest indavlede bonderøvsland. En af dem smittes med en kødædende dødelig virus. Efterhånden som virussen spredes kommer hovedpersonernes sande tanker og følelser op til overfladen, og det er bestemt ikke kønt at bevidne, hvordan de på bloddryppende vis kæmper for at overleve virussen og hinanden...
Cast: Rider Strong: Paul Jordan Ladd: Karen James DeBello: Bert Cerina Vincent: Marcy Joey Kern: Jeff
Anmeldelse Det er desværre ved at være en sand kliché, at horrorgenren havde sin gyldne alder sidst i 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne for siden at gå helt i hundene. Genren fik en lille revival med ”Scream”, der dybest set er en kærlig parodi på genren men som gik hen og blev en kæmpe sucess. ”Scream” var genial på sin egen måde, men den druknede også amerikanske gyserfilm med sin success. Alt for mange kloner er kommet i biograferne i en lind strøm siden, og de har alle været dårligere end deres forbillede.
Heldigvis ser det her i starten af det nye årtusind ud til, at piben har fået en anden lyd. Stemningen fra 70’erne er så småt begyndt at dukke op hos nogle få instruktører. Der kan her nævnes ”Blair Witch Project”, George Romero hyldsten ”28 Days Later”, ”House of a 1000 Corpses” og nu endelig “Cabin Fever” af Eli Roth.
”Cabin Fever” er et vellykket forsøg på at gøre op med den opskrift, ”Scream” indførte i 1990érne. Den er et forsøg på at lave en horror/slasher film, som man lavede dem i 70’erne. Den låner kraftigt fra film som ”Motorsavs massakren” og ”Evil Dead”, men hvor ”Scream” hylder genren ved at give den en ironisk omend kærlig behandling, så hylder ”Cabin Fever” genren ved at turde være uhyggelig og ulækker på sine egne betingelser. Humor er der også i overflod, og det er af den mest kulsorte slags. Det er hér, filmen adskiller sig fra de blege ”Scream” kloner, den nægter at ligge under for en fortærsket selvironi og at deltage i konkurrencen om flest henvisninger til andre film i genren.
Setuppet er klassisk: vi har en ensom hytte ved en sø i en skov. Det hele befinder sig langt ude i Amerikas mest indavlede bonderøvssamfund. Til dette føjer vi så 5 unge, selvoptagede studerende med hver deres karakteristiske særpræg: nørden, den tumpede sportsidiot, den mystiske pige og det sexgale par. De drikker, indtager euforiserende stoffer og småhorer. Derefter tager man så livet af dem én efter én på grusomste vis. Plottet har filmen til fælles med en lang række af tidligere horrorfilm, men Eli Roth tilfører det hele et tvist, morderen er ikke en person men en ondsindet, kødædende virus, der egentlig kun er farlig, fordi de unge er for dumme til at behandle den rigtigt og for egoistiske til at samarbejde! Virussen er for så vidt kun et værktøj til at afsløre filmens sande monstre, som er teenagerne selv. Så til sidst glæder man sig faktisk over, at de må lade livet, for de fortjener ikke bedre.
Meget af filmens uhygge skabes af det klaustrofobiske hillbilly samfund, de unge befinder sig i. Her er ikke megen hjælp at hente, og hvad der i starten virker spøjst og harmløst udvikler sig i takt med de unges desperation til at være bizart, vandvittigt og uhyggeligt. Man kan næsten høre banjomelodien fra John Boormans ”Deliverance” (”Udflugt med døden”, 1972).
Eli Roth elsker horrorgenren af hele sit hjerte, og det mærker man tydeligt i denne film. Da Eli som knægt brækkede sig, mens han så Ridley Scotts ”Alien”, vidste forældrene, at han en dag ville komme til at lave gyserfilm. At Roth samtidig har haftselveste David Lynch som mentor er kun et ekstra plus, for selvom mesteren ikke har været direkte involveret i denne film, så er hans ånd absolut til stede. De vanvittige hændelser i filmen, som ikke skal afsløres her (”PANCAKES!!”), er sjove på overfladen, men pga. deres uforståelighed bidrager de på længere sigt til filmens bizarre uhygge. Musikken i filmen er skabt af Angelo Badalamenti, og den kravler langsomt ind under huden på én. Det er ikke for ingenting, at han også er David Lynchs yndlingskomponist.
”Cabin Fever” er en kompromisløs film, én af dem som man enten elsker eller hader, der er ingen mellemvej. Desværre har den hidtil fået en noget ensidig medfart i den danske presse. En medfart som den ikke fortjener. Man kan ikke komme udenom, at filmen er en flot debut af en mand, der har en storslået og bloddryppende fremtid foran sig. Instruktøren Eli Roth medvirker i øvrigt i en lille cameo i sin egen film, som pothovedet Grim, der lider en krank skæbne.
”Cabin Fever” er både uhyggelig, væmmelig, grotesk morsom og sine steder surrealistisk helt ud i det David Lynch’ske. Jeg er ganske uenig med de anmeldere, der mener, at filmens slutning er forudsigelig. Filmen byder ikke på filmkunst af den fineste skuffe, men den er superunderholdende og et frisk pust til en genre, der ellers var godt på vej til at gå tandløs i graven.
Karakter: 5 kammeraer: Kom lad os se den igen med det samme
Jeg er slet ikke enig. Jeg synes netop filmen virker som en kliché og du bruger da også mere tid i anmeldelsen på at beskrive gysergenren og Eli Roth, end at fortælle om filmen.
Hovedformålet med en horrorfilm må være at skræmme og forskrække, men på det punkt fejler Cabin Fever fuldstændig efter min mening. Hverken chokeffekter eller psykologisk gys kommer det til, de gange filmen forsøger at chokere fungerer det bare ikke (blod eller makeup er ikke nok i sig selv!).
Man får også svært ved at tage hovedpersonerne seriøst, de fremstår som flade papfigurer, man bare venter på bliver slået ihjel. Noget jeg fandt aldeles latterligt var, at hovedpersonerne bliver stødt over noget racistisk kioskejeren har stående i sin butik, men det lykkes dem alligevel at klemme et 'fuck' eller 'gay' ind i mindst hver anden sætning - hvis det er det man er ude efter, kan man hoppe på et chatroom med andre 12-årige, jeg synes hverken det er sjovt eller spændende - og slet ikke uhyggeligt.
28 days later som du nævner, synes jeg lever meget mere op til dine flotte ord, og du får slet ikke nævnt de fantastiske Asiatiske gysere The Ring og Dark Water, som jeg mener er med til at holde liv i gysergenren og som har leveret uhygge Hollywood slet ikke formår at komme i nærheden af med disse ungdomsgysere der nærmest er blevet parodier på sig selv.
0/5 herfra.
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
Jeg er mere eller mindre enig i anmeldelsen og mener også den er et frisk pust til genren, og desuden representerer en helt anden stil en film som Scream (omend meget vellykket) og lign. film i slutningen af sidste århundrede førte med sig. Jeg vil dog snarere gi' den 4 end 5 *, idet jeg synes den ikke lykkedes til fulde, men har samtidig store forventninger til Eli Roth som instrktør.
Til El vez Nu er smag og behag jo forskellig og vi skal bestemt ikke være enige. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at grunden til at jeg ikke skriver mere om filmen er, at det jo vil ødelægge filmen for andre. Hvis man ved, hvad der sker er det ikke nær så uhyggeligt, skægt eller ulækkert, som hvis man ikke vidste det i forvejen. Den racistiske joke, synes jeg er noget af det fedeste især slutningen taget i betratning, der bliver man rigtig revet rundt. og angående overfladiske karakterer så er det jo meningen, at de skal være det, og "fuck og gay" udsagnene er jo med til at understrege hvor væmmelige de teenagere jo netop er.
Jeg er enig i at både Ring og især Dark Water er superfede, jeg glæder mig også meget til A Tale of Two sisters, som jeg skal se til Natfilm, men grunden til at de ikke bliver nævnt er jo at det ikke synes at være nogen film som Roth læner sig op ad.
Til derb Ja den scene er nasty, men det er "PANCAKES!" scenen altså ogs. Har du lagt mærke til, at på hospitalet er det knægten som ligger i sengen og ved siden af ham står en kæmpekaninn med et fad PANDEKAGER! Mega grine og spooky samtidigt med.
#1 filmz-Bluhm 20 år siden
Anmeldelse af ”Cabin Fever”
af Mads Bluhm
Handling:
5 unge studiekammerater tager på ferie i en afsidesliggende feriehytte midt i USAs mest indavlede bonderøvsland. En af dem smittes med en kødædende dødelig virus. Efterhånden som virussen spredes kommer hovedpersonernes sande tanker og følelser op til overfladen, og det er bestemt ikke kønt at bevidne, hvordan de på bloddryppende vis kæmper for at overleve virussen og hinanden...
Cast:
Rider Strong: Paul
Jordan Ladd: Karen
James DeBello: Bert
Cerina Vincent: Marcy
Joey Kern: Jeff
Anmeldelse
Det er desværre ved at være en sand kliché, at horrorgenren havde sin gyldne alder sidst i 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne for siden at gå helt i hundene. Genren fik en lille revival med ”Scream”, der dybest set er en kærlig parodi på genren men som gik hen og blev en kæmpe sucess. ”Scream” var genial på sin egen måde, men den druknede også amerikanske gyserfilm med sin success. Alt for mange kloner er kommet i biograferne i en lind strøm siden, og de har alle været dårligere end deres forbillede.
Heldigvis ser det her i starten af det nye årtusind ud til, at piben har fået en anden lyd. Stemningen fra 70’erne er så småt begyndt at dukke op hos nogle få instruktører. Der kan her nævnes ”Blair Witch Project”, George Romero hyldsten ”28 Days Later”, ”House of a 1000 Corpses” og nu endelig “Cabin Fever” af Eli Roth.
”Cabin Fever” er et vellykket forsøg på at gøre op med den opskrift, ”Scream” indførte i 1990érne. Den er et forsøg på at lave en horror/slasher film, som man lavede dem i 70’erne. Den låner kraftigt fra film som ”Motorsavs massakren” og ”Evil Dead”, men hvor ”Scream” hylder genren ved at give den en ironisk omend kærlig behandling, så hylder ”Cabin Fever” genren ved at turde være uhyggelig og ulækker på sine egne betingelser. Humor er der også i overflod, og det er af den mest kulsorte slags. Det er hér, filmen adskiller sig fra de blege ”Scream” kloner, den nægter at ligge under for en fortærsket selvironi og at deltage i konkurrencen om flest henvisninger til andre film i genren.
Setuppet er klassisk: vi har en ensom hytte ved en sø i en skov. Det hele befinder sig langt ude i Amerikas mest indavlede bonderøvssamfund. Til dette føjer vi så 5 unge, selvoptagede studerende med hver deres karakteristiske særpræg: nørden, den tumpede sportsidiot, den mystiske pige og det sexgale par. De drikker, indtager euforiserende stoffer og småhorer. Derefter tager man så livet af dem én efter én på grusomste vis. Plottet har filmen til fælles med en lang række af tidligere horrorfilm, men Eli Roth tilfører det hele et tvist, morderen er ikke en person men en ondsindet, kødædende virus, der egentlig kun er farlig, fordi de unge er for dumme til at behandle den rigtigt og for egoistiske til at samarbejde! Virussen er for så vidt kun et værktøj til at afsløre filmens sande monstre, som er teenagerne selv. Så til sidst glæder man sig faktisk over, at de må lade livet, for de fortjener ikke bedre.
Meget af filmens uhygge skabes af det klaustrofobiske hillbilly samfund, de unge befinder sig i. Her er ikke megen hjælp at hente, og hvad der i starten virker spøjst og harmløst udvikler sig i takt med de unges desperation til at være bizart, vandvittigt og uhyggeligt. Man kan næsten høre banjomelodien fra John Boormans ”Deliverance” (”Udflugt med døden”, 1972).
Eli Roth elsker horrorgenren af hele sit hjerte, og det mærker man tydeligt i denne film. Da Eli som knægt brækkede sig, mens han så Ridley Scotts ”Alien”, vidste forældrene, at han en dag ville komme til at lave gyserfilm.
At Roth samtidig har haftselveste David Lynch som mentor er kun et ekstra plus, for selvom mesteren ikke har været direkte involveret i denne film, så er hans ånd absolut til stede. De vanvittige hændelser i filmen, som ikke skal afsløres her (”PANCAKES!!”), er sjove på overfladen, men pga. deres uforståelighed bidrager de på længere sigt til filmens bizarre uhygge.
Musikken i filmen er skabt af Angelo Badalamenti, og den kravler langsomt ind under huden på én. Det er ikke for ingenting, at han også er David Lynchs yndlingskomponist.
”Cabin Fever” er en kompromisløs film, én af dem som man enten elsker eller hader, der er ingen mellemvej. Desværre har den hidtil fået en noget ensidig medfart i den danske presse. En medfart som den ikke fortjener. Man kan ikke komme udenom, at filmen er en flot debut af en mand, der har en storslået og bloddryppende fremtid foran sig.
Instruktøren Eli Roth medvirker i øvrigt i en lille cameo i sin egen film, som pothovedet Grim, der lider en krank skæbne.
”Cabin Fever” er både uhyggelig, væmmelig, grotesk morsom og sine steder surrealistisk helt ud i det David Lynch’ske. Jeg er ganske uenig med de anmeldere, der mener, at filmens slutning er forudsigelig. Filmen byder ikke på filmkunst af den fineste skuffe, men den er superunderholdende og et frisk pust til en genre, der ellers var godt på vej til at gå tandløs i graven.
Karakter:
5 kammeraer: Kom lad os se den igen med det samme
#2 El vez 20 år siden
Hovedformålet med en horrorfilm må være at skræmme og forskrække, men på det punkt fejler Cabin Fever fuldstændig efter min mening. Hverken chokeffekter eller psykologisk gys kommer det til, de gange filmen forsøger at chokere fungerer det bare ikke (blod eller makeup er ikke nok i sig selv!).
Man får også svært ved at tage hovedpersonerne seriøst, de fremstår som flade papfigurer, man bare venter på bliver slået ihjel. Noget jeg fandt aldeles latterligt var, at hovedpersonerne bliver stødt over noget racistisk kioskejeren har stående i sin butik, men det lykkes dem alligevel at klemme et 'fuck' eller 'gay' ind i mindst hver anden sætning - hvis det er det man er ude efter, kan man hoppe på et chatroom med andre 12-årige, jeg synes hverken det er sjovt eller spændende - og slet ikke uhyggeligt.
28 days later som du nævner, synes jeg lever meget mere op til dine flotte ord, og du får slet ikke nævnt de fantastiske Asiatiske gysere The Ring og Dark Water, som jeg mener er med til at holde liv i gysergenren og som har leveret uhygge Hollywood slet ikke formår at komme i nærheden af med disse ungdomsgysere der nærmest er blevet parodier på sig selv.
0/5 herfra.
#3 dyg 20 år siden
#4 filmz-derb 20 år siden
http://derb.dk
#5 Morbid 20 år siden
#6 El vez 20 år siden
#7 skittlez 20 år siden
Jeg vil dog snarere gi' den 4 end 5 *, idet jeg synes den ikke lykkedes til fulde, men har samtidig store forventninger til Eli Roth som instrktør.
#8 filmz-derb 20 år siden
elsker der hvor han ligger og gir hende finger, men finder ud af at han faktisk ligger og kører rundt i et sår. Dejligt.
http://derb.dk
#9 filmz-Bluhm 20 år siden
Nu er smag og behag jo forskellig og vi skal bestemt ikke være enige. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at grunden til at jeg ikke skriver mere om filmen er, at det jo vil ødelægge filmen for andre. Hvis man ved, hvad der sker er det ikke nær så uhyggeligt, skægt eller ulækkert, som hvis man ikke vidste det i forvejen. Den racistiske joke, synes jeg er noget af det fedeste især slutningen taget i betratning, der bliver man rigtig revet rundt. og angående overfladiske karakterer så er det jo meningen, at de skal være det, og "fuck og gay" udsagnene er jo med til at understrege hvor væmmelige de teenagere jo netop er.
Jeg er enig i at både Ring og især Dark Water er superfede, jeg glæder mig også meget til A Tale of Two sisters, som jeg skal se til Natfilm, men grunden til at de ikke bliver nævnt er jo at det ikke synes at være nogen film som Roth læner sig op ad.
#10 filmz-Bluhm 20 år siden
Ja den scene er nasty, men det er "PANCAKES!" scenen altså ogs. Har du lagt mærke til, at på hospitalet er det knægten som ligger i sengen og ved siden af ham står en kæmpekaninn med et fad PANDEKAGER! Mega grine og spooky samtidigt med.