Battle of the Sexes

InstruktionJonathan Dayton, Valerie Faris

MedvirkendeEmma Stone, Steve Carell

Længde121 min

IMDbVis på IMDb

I biografen12/04/2018

Anmeldelse

Battle of the Sexes

4 6

 

Ketsjerne er strenget op til kønskamp. På den ene side af nettet står Bille Jean King. Verdens bedste kvindelige tennisspiller.

 

På den anden side Bobby Riggs. Tidligere verdensetter. Nu pensionist med grånende bakkenbarter og et ludomani-problem. Men stadig mand, og derfor selverklæret storfavorit mod den lille dame, der har været så fræk at kræve, at kvinder får en større andel i tennissportens præmiepenge.

 

King har faktisk sat sig i front for en udbryderturnering, WTA, hvor den kvindelige verdens-elite kan vise, at deres talent er lige så meget værd som mændenes.

 

Og det er den påstand, der giver storskryderen Riggs en lys idé: Sportens gryende ligestillingskamp kogt ned til tre sæt. Som i “Borg vs. McEnroe”, men denne gang mand vs. kvinde. Riggs vs. King. Mandschauvinistisk svin vs. behåret feminist!

 

Det er jo en knivskarp præmis til en sportsfilm med politiske undertoner, hvor helte og skurke klart og tydeligt fordeler sig på hver sin banehalvdel.

 

Men “Battle of the Sexes” er ikke nogen prædikende problemfilm. Den har en humoristisk og forsonlig tone. Og den formår at vække sympati på begge sider af nettet.

 

En stor del af æren skal tilskrives Emma Stone og Steve Carell i de to hovedroller.

 

Stone er sej, når hun trodser de aldrende tennisbosser, der nægter at tage kvindesport seriøst. Og hun er sårbar, når hun for første gang i sit liv giver sig hen til sine lesbiske lyster. Selv om den slags kunne koste karrieren i 1973.

 

Carrell forener sit komiske og sit dramatiske talent som en storskrydende selviscenesætter, der i virkeligheden er mere showman end chauvinist. Han er villig til at sige og gøre hvad som helst, hvis blot det giver endnu en tur i mediemøllen. Han spiller tennis i hyrdepigekostume og med stegepande. Lumre nøgenfotos? Hvorfor ikke!

 

Samtidig er han bange for at miste sin kone. En velhavende kvinde, der ikke har brug for en mand for at klare sig. Og da slet ikke en ludoman tennispensionist.

 

Det afsluttende klimaks, den store tenniskamp, bliver kun mere medrivende af, at instruktørduoen Jonathan Dayton og Valerie Faris har formået at gøre provokatøren Riggs til mere end det mandesvin, han forsøger at sælge sig selv som.

 

Ligestillingens egentlige fjende lusker omkring i magtens korridorer i skikkelse af Bill Pullman som Jack Kramer, formanden for WTAs mandlige modpart, ATP.

 

Han øjner i Riggs en nyttig idiot, der kan smashe de oprørske damer tilbage i geled. Modsat Riggs er han en rendyrket mandschauvinist, der ryger store cigarer i sin Gentleman’s Club, hvor kvinder (og jøder) gør bedst i at holde sig væk.

 

Hvis Kramer og hans slæng havde været mere i fokus, havde “Battle of the Sexes” nok været en ganske anden film. Mere konfronterende i tonen. Knap så let og humoristisk. Tættere på sagens alvorlige kerne.

 

Men King vs. Riggs er køns- og ligestillingskamp i en mere letbenet udgave, hvor der grines af mandschauvinismens – og homofobiens – absurde dumheder.

 

 

Trailer