Jeg havde hellere set den i biografen. Men cheferne hos Paramount Pictures synes, at den var for mærkelig til et biograf-publikum. De ville have klippet den mindre mærkelig, så alle kunne forstå den.

Men det nægtede producent Scott Rudin og instruktør Alex Garland, hvilket fik Paramount til at sælge “Annihilation” til Netflix. Og Netflix har da også købt sig en mærkelig film. En sjælden gang sci-fi a la what the fuck!?

Slutningen gav mig mystiske myrekryb, som dem Scarlett Johansson kom helt ind under huden med i “Under the Skin“. Eller som det afsluttende LSD-syretrip i “Rumrejsen år 2001”. Det ér mærkeligt.

Det er markant mere mærkeligt end i Garlands “Ex Machina“. Men egentlig også ret normalt og lige til. Det handler om kone og mand, utroskab og frygten for at dø af kræft. Men også de store temaer som videnskab versus natur, liv og død, ja selve skabelsen – hvor kommer vi fra?

Alex Garland udforskede også livets store temaer i “Ex Machina”. Hvad vil det sige at være menneske? Det svarede Alicia Vikanders kunstigt intelligente robot suverænt på i en sådan grad, at jeg har glædet mig en del til “Annihilation”. Og jeg blev ikke skuffet.

Igen er vi ude i naturen. Et mystisk energifelt breder sig fra et fyrtårn. Mange militærmænd er tidligere blevet sendt på mission derind, men aldrig vendt tilbage. Nu forsøger man noget andet. Fem videnskabsmænd – alle kvinder. Én biolog, én psykolog og så videre.

Sammen går de ind i ‘The Shimmer’. Som et hold kvindelige ghostbusters, men uden humor. Derimod er der krybende horror og masser af mystik, som Garland får frem ved igen overmætte sine farver. Naturens grøn er nærmest gjort perverst pang – både smuk og foruroligende.

Sådan er “Annihilation” også. Som et sted imellem en “Alien”-film og “Antichrist” så er der aldrig tvivl om, at bag idyllen gemmer der sig en dræbende sandhed. Et monster, der æder dig i mere end én forstand. Det tager både hud, hår og dna. Og dit skrig.

Og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke forstår meningen med det hele. Paramount har ret; det ér mærkeligt! Er The Shimmer en slags Darwins drøm? Eller en kæmpe kræftcelle, der muterer blomster, bæster og mennesker?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at “Annihilation” er endnu en ambitiøs gang science fiction tænkt stort som “Arrival” og “Gravity”, men med en minimal historie om Natalie Portman, der bare gerne vil fikse sit forhold til sin Oscar Isaac-mand, som endnu en gang er Alex Garlands Mr. Mystisk.

Han er eneste overlever fra The Shimmer. Men han er alligevel ikke den samme. Han har forandret sig. Jeg har også forandret mig efter “Annihilation”. Den er gået i mit DNA, muteret mig med sit gigantisk sci-WTF-fi.

Og ligesom de senere års største sci-fi-film så har “Annihilation” fortjent at få en biograf-premiere. Desværre var den for mærkelig for Paramount. Men heldigvis ikke for mig og Netflix.